Højstrupparken-Odense-3-danakon

Fremtidssikring af dansk ikonbyggeri i Odense

Fremtidssikring af dansk ikonbyggeri i Odense

Hvordan gør man de murede byggerier fra 40’erne og 50’erne energirigtige med respekt for arkitekturhistorien? Det viser Erik Møller Arkitekter og Danakon i et nyt demonstrationsprojekt.

480 murede etageboliger i 17 blokke fra 1951. Højstrupparken i Odense er et tidstypisk eksempel på 40’erne og 50’ernes almene bebyggelse. Højstrupparken er et flot arkitektonisk byggeri, men kuldebroerne betyder dyre varmeregninger, dårligt indeklima og miljøbelastning. Der er nu behov for at udvikle løsninger, der kan sikre den ældre danske boligmasse.

Pilotprojekt demonstrerer bæredygtig løsning

En kuldebro er et område, hvor isoleringsevnen er dårligere end i resten af bygningen.Når der er kuldebroer bliver boligen svær at varme op og har større risiko for fugtskader og skimmelsvamp.De skærpede krav til bæredygtigt energiforbrug og minimering af miljøbelastning betyder også, at der er brug for nye løsninger.Der er nu skudt gang i pilotprojektet, der skal demonstrere en bæredygtig løsning med samme høje arkitektoniske kvalitet som oprindeligt.Projektet skal vise, at vi kan bevare den identitet, som det murede byggeri giver vores bygninger og byer samtidig med, at vi løser den udfordring, som de nye krav har skabt for byggeriet.

Bedste idéforslag til alternativ løsningsmodel

Erik Møller Arkitekter og Danakon præsenterede en alternativ løsningsmodel og vandt konkurrencen ved et udbud.Forslaget skubber projektet i en mere bæredygtig retning og samtidig er det struktureret på en måde, der gør, at beboerne generes mindst muligt.”Vi har kun én chance for at gøre det ’rigtige’. For når vi vælger at gennemrenovere en bygning, vælger vi samtidig at sende den ud i en ny 50-årig cyklus, hvor de løsninger, vi vælger, også skal give værdi om både 25 og 50 år,” siger Morten Ørsager, der er partner hos Erik Møller Arkitekter.
Best practice-eksempel til langsigtede investeringer

Projektet kommer i kølvandet på regeringens arbejde med en national strategi for, hvordan den ældre danske bygningsmasse kan renoveres og energioptimeres.Pilotprojektet forventes at igangsættes i 2015 og skal fungere som best practice-eksempel, på energirenoveringer af ældre muret byggeri.”Det er vigtigt, at der findes en løsning, som man kan se fungerer på den lange bane. Investeringerne skal give langsigtet værdi og derfor skal byggeriet kunne lade sig gøre og være holdbart og rentabelt. Derfor er det også vigtigt med et demonstrationsprojekt, der viser den mest fordelagtige måde at gøre det på,” siger Peter Halkjær, der er direktør i Danakon.Danakon har i flere år arbejdet med en metode som er en mellemting mellem en udvendig og en indvendig efterisolering.Metoden udfører vi også i Tingbjerg i København sammen med Erik Møller Arkitekter og Fynske Gamle Mursten A/S.

I første omgang gennemføres renoveringen i Odense i 80 opgange. Her kan beboerne komme til at opleve forslaget i fuld skala inden det gennemføres i resten af bebyggelsen.

Pilotprojektet energirenoveres med en medfinansiering fra Landsbyggefonden og op til 10 mio. kr. fra Realdania.

Læs mere her